Havørnen genindvandret som ynglefugl i Søhøjlandet

Skrevet af Kurt Strebel. Publiceret 28. maj 2009

havoernsoehoj4Efter ca. 125 års fravær er havørnen genindvandret som ynglefugl i Det Midtjyske Søhøjland.

Artikel:
Bo Ryge Sørensen, Projekt Ørn

Fotos: Kim Skelmose

 

havoernsoehoj2

Havørn. Ynglehannen fra området

 

Det Midtjyske Søhøjland rummede i 1800-tallet en række fine ynglelokaliteter, og arten angives som hyppigt forekommende ved alle større søer.

Det sidste ynglepar herfra stammer angiveligt fra 1885, hvor Ry Sønderskov husede et par, hvorefter arten forsvandt som ynglefugl i Søhøjlandet.

Havørnen var en relativ almindelig rovfugl
i det danske landskab i begyndelsen af 1800 tallet, men blev ligesom mange af de andre danske rovfuglearter hårdt forfulgt, og med dens langsomme formeringsevne til slut udryddet som ynglefugl i begyndelsen af 1900 tallet.

Havørnen genindvandrede som dansk ynglefugl i 1996 

Havørnen er Nordeuropas største rovfugl, og med sit gigantiske vingefang er fuglen imponerende at skue. Blandt ornitologer er den kendt som “den flyvende dør” pga. de stive, brede, rektangulære vinger og den korte, kileformede hale, som er hvid hos udvoksede fugle.

I nyere tid har havørnen op gennem 1960érne optrådt meget sporadisk og uregelmæssigt og siden 1980érne som en mere regelmæssigt vintergæst i Søhøjlandet. Og i løbet af de seneste
10 år er havørne observeret året rundt, især ved de større søer i Søhøjlandet.

havoernsoehoj41

Udsigt fra et havørneperspektiv (taget fra reden efter denne var forladt)

I vinterhalvåret 2006/2007 begyndte
et par havørne at opholde sig stationært ved en af de større søer i Søhøjlandet. Fuglene sås regelmæssigt sammen.
Og deres adfærd antydede, at et ynglepar var under opsejling. Alligevel skulle der gå endnu nogle år, før det blev en realitet.

I januar 2009 blev der fundet en havørnerede nær den pågældende sø.

Efterfølgende blev skovejeren kontaktet og området blev med skiltning og træstammer på tværs af skovvejen lukket for færdsel. En lille gruppe under DOF´s Projekt Ørn blev etableret m.h.p.,
at følge og overvåge parret.

Desværre blev afspærringen og skiltningen omkring redelokaliteten ikke respekteres af alle,
der færdedes i skoven. Dette gjaldt især mountainbikere, som i et par tilfælde er rapporteret cyklende igennem området, på trods af beskyttelsesforanstaltningerne.

I slutningen af marts påbegyndte parret rugningen og omkring 1. maj klækkede det første og måske eneste æg, og der blev observeret fodring.

havoernsoehoj1

Samme fugl, mobbes af sølvmåge

De enkelte æg lægges med intervaller på 2 til 5 døgn, og da hunnen starter med rugningen med
1. ægs lægning, klækker ungerne ikke samtidig. Kuldstørrelsen varierer normalt mellem 1 og 3 æg. Rugetiden varierer mellem 38 og 42 dage.
I gennemsnit 38 dage.

Alt så således ud til at skulle lykkes og vi afventede blot, at se det første forpjuskede hoved af en havørneunge stikke op over redekanten.

Imidlertid gik et eller andet galt. Mandag den 11. maj kunne det konstateres, at parret tilsyneladende havde forladt reden og redelokaliteten.

En af observatørerne i vores lille overvågningsgruppe havde samme dags morgen observeret på reden, men ingen havørne set, hverken på reden eller i redelokaliteten.

En yderst foruroligende melding som hurtigt blev fulgt op med flere observationer af reden. Desværre med samme resultat. Intet liv på eller ved reden!

Med tilladelse fra skovejeren og hjælp fra to af skovens medarbejdere blev redetræet entret og reden undersøgt for om muligt, at få et fingerpeg om hvad der kunne være årsagen til, at parret havde opgivet stedet og deres afkom.

havoernsoehoj3

Materiale fundet i reden. Fældefjer, rugedun, ikke artsbestemte fjer og rester af et klækket havørneæg

I reden fandtes mange fiskeskæl, nogle få mindre, ikke artsbestemte fjer, fældefjer fra havørn samt resterne af et klækket æg.
Men desværre intet der kunne kaste yderligere lys over, hvad som var hændt. Ved samme lejlighed blev redehøjden målt til 29 m. over terræn

Gisningerne går på alt fra menneskelige forstyrrelser (længere varigt ophold tæt på redetræet) til predatorer som stor hornugle eller skovmår.

Svaret blæser i vinden over Søhøjlandet.

Parret er efterfølgende set i området. Så med lidt held, kan vi håbe på en ny og forhåbentlig succesfuld ynglesæson i 2010.

På vegne af Projekt Ørn

Bo Ryge Sørensen
Søholt Allé 26
8600 Silkeborg

2 svar til “Havørnen genindvandret som ynglefugl i Søhøjlandet”

  1. Claus Reimann siger:

    Hej Bo

    Ærgeligt.

    Jeg har observeret reden i to år nu. I år dog kun fra nordsiden af søen, for at give dem ro, og forløbet som du beskriver var det samme sidste år.

    Jeg håber det bare er begynder-vanskeligheder fra ørnenes side.

    Mvh. Claus Reimann

  2. Bo Ryge Sørensen siger:

    Hej Claus.

    Det lyder meget interessant. Ikke mindst fordi, vi gennem de seneste år har fulgt, hvad vi mener er dette års ynglepar, uden at kunne finde beviser for, at de skulle have gjort yngleforsøg i området før 2009.

    Hvis du på nogen måde kan dokumentere dette, hører jeg gerne fra dig.

    Jeg kan kontaktes på tlf. 8681 2573 eller 2142 2634

    Med venlig hilsen
    Bo Ryge Sørensen