Selvom de jævnlige observationer af Havørn ved Årslev Engsø aftog fra starten af maj, er der stadig chance for store oplevelser i området.
Havørn er set enkelte gange de seneste uger og en Fiskeørn har brugt engsøen som jagtområde siden midten af maj.

På en grå og blæsende dag d. 26. maj fik jeg fotograferet Fiskeørnen, mens den jagede af flere omgange.
P.g.a. af gråvejret blev fotokvaliteten ikke den bedste, men jeg håber alligevel, at det er interessant at se, hvor stor en Brasen, der kan hentes op fra vandet.
Fiskeørnen måtte dog slippe fisken igen, da både krager og måger begyndte at blande sig.
Det sidste Fiskeørn foto er fra 20. juni og viser samme individ som i maj.
Læg mærke til den manglende midterste halefjer. Et kendetegn, der er let at se!
Det vil være en stor hjælp, hvis man noterer dette i bemærkninger ved indtastning af observationer i DOF-basen.
Det kan være med til at finde ud af, om mere end et individ benytter området gennem sommeren.
Årslev engsø har i øvrigt mindst 2 ræve-familier og de voksne ræve ses ofte på jagt i de åbne områder med vade-flader. Rævene har indtil videre præderet både Knopsvane- og Klyde-reder, men selvom de er hårde ved fuglene, kan en morgentur i området give gode muligheder for at nyde et af vores store rovdyr i naturen.
Bl.a. oplevelsen af ”ømme” situationer, hvor en ræv er hårdt presset for at markere territorium!
Vel mødt til oplevelser i den lokale natur!
Morten Jenrich Hansen
