Med DOF Østjylland til Vejlerne

Med afgang kl. 8.15 søndag morgen d. 20 september fra Egå Gymnasium sattes kursen mod Vilsted Sø og Vejlerne med Kurt Strebel som turleder, Jens Bonde Poulsen som chauffør og Birgitte Locht Andersen som repræsentant for Fuglepigerne. Efter opsamling flere steder undervejs blev det efterhånden til over 30 deltagere, så med tasker, kikkerter og teleskoper var bussen efterhånden godt fyldt op.

Stop for rundstykker

Stop for rundstykker

Første stop blev rastepladsen Sennhøj ved Hobro hvor der var rundstykker med smør og ost. Således forsynede fortsatte vi mod Vilsted Sø, som vistnok havde flyttet sig siden turlederen og chaufføren sidst var der. Søen var i hvert fald ikke sådan lige at finde, og der måtte lidt hjælp til fra nogle af de mere lokalkendte deltagere inden det lykkedes at komme på rette vej. Dette havde dog den fordel, at den eneste regnbyge vi skulle have på turen, stort set blev overstået medens vi stadig sad i bussen.

Vilsted Sø

Vilsted Sø

Vilsted Sø er resultatet af et af de senere år naturgenopretnings projekter, og det må siges af en ganske imponerende størrelse. Fuglemæssigt blev det til en del forskellige andefugle, nogle Sangsvaner og en del Dobbeltbekkasiner.

Fiskehejre ved Bygholmengen

Fiskehejre ved Bygholmengen

Efter vel en times ophold fortsatte vi mod det endelige mål, Vejerne i Thy, hvor det første stop blev det flotte naturcenter Åge V. Jensens fonde har lavet ved Bygholmengen. Også her blev det mest til andefugle, idet de fleste vadefugle tilsyneladende havde forladt området. Ligeledes spejdede vi forgæves efter Skestorke, men laaangt ude lykkedes det til gengæld at få øje på en flok Traner. Efter Bygholmengen gik det videre til tårnet ved Krapdiget, hvor vi fik Tranerne på noget tættere hold, og der ved vist også en enkelt Havørn og rygter om en Sølvhejre.

Kraptårnet

Kraptårnet

Videre herfra mod Han Vejle skjulet, som bussen dog måtte opgive at nå hen til, så medens bussen kørte turen rundt nord om Vejlerne, gik vi andre først hen til Han Vejle skjulet, og derefter over diget til skjulet ved Kærup Holme, hvor vi nød udsigten til en stor flok rastende Viber blandet med lidt forskellige vadefugle.

Sidste stop

Sidste stop

Sidste stop blev rastepladsen ved Glombak, og da tiden efterhånden var godt fremskreden satte vi derefter næsen hjemefter og nåede Århus med en god del forsinkelse. Alt i alt en rigtig god tur selv om vi var for sent på den til Skestorkene og Vadefuglene, og det kan absolut anbefales at besøge området, gerne som deltager på en af DOF Østjyllands ture, da mange øjne jo ser bedre end to. Tak til Birgitte, Kurt og Jens for en dejlig tur. Vi ser frem til den næste!

Dette indlæg blev udgivet i Referater. Bogmærk permalinket.

Skriv en besked

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>