Så er årets første Natravn dukket op! Fuglen sås og hørtes d. 5. maj i Skagen Klitplantage
Dette er ganske vist ikke inden for denne lokalafdelings område, men også her i området burde den første Natravn snart dukke op!
Spørgsmålet er så hvor mange ynglepar vi har tilbage?
Derfor søges personer, som kunne tænke sig at hjælpe med at undersøge dette. Ifølge sidste Atlas undersøgelse “Fuglenes Danmark” i 1993-96 var arten forsvundet fra en lang række ynglepladser i Østjylland, specielt Djursland syntes arten at være næsten helt forsvundet fra. Er dette stadig tilfældet? Har arten været overset, og i hvilket omfang yngler arten stadig i Østjylland?
Hvornår?
Den bedste metode til optælling af yngleparrene er at tælle antallet af spillende fugle efter træktidens ophør, hvilket vil sige den første uge i juni, evt. de sidste dage i maj. Da arten ofte får to kuld, vil en gentagelse omkring 1. juli ofte afsløre yderligere par, og man kan på den måde få dækket stort set alle ynglepar. Tællingen skal helst ske i klart vejr og med rolige vindforhold, da man der har den største sangaktivitet.
En forudsætning for en vellykket optælling er desuden at denne sker sent på aftenen, bedst 30-90 min. efter solnedgang, eller 30-90 min. før solopgang.
Se nærmere i den kommende udgave af Søravnen, eller kontakt DOF artscaretaker for arten: Ole Jensen, Torshøjvænget 54, 8361 Hasselager. tlf. 86285614, e-mail natravn(a)ofj.dk, som også kontaktes hvis du ønsker at deltage.
