Øland – fugle og orkideer – få ledige pladser tilbage!

Udsigten fra "Lange Jan" er helt fænomenal i godt vejr (klik for stort). Foto: Lærke Øvlisen

Bustur til Øland tors. d. 31. maj – søn. d. 3. juni 2012

Så har vi igen dette populære turmål på programmet. Årets tur finder sted sent på foråret, og vil have nogle af Ølands specialiteter indenfor ynglefuglene, samt orkideerne, på programmet.
Vi vil være indlogeret på Ottenby Vandrerhjem, der ligger tæt på skoven Ottenbylund, på det sydlige Øland.

Det foreløbige turprogram ser således ud:

Torsdag d. 31/5 kl. 09.00: afgang Århus.
Vi kører over Fyn og Sjælland, og forventer at være fremme ved Ottenby Vandrerhjem på det sydlige Øland omkring kl. 19, hvor aftensmaden venter på os.

Fredag starter med en morgentur i Ottenbylund, hvor der findes en god bestand af hvidhalset fluesnapper, og gode muligheder for at se alle 4 arter af fluesnappere samt pirol.

De gamle egetræer i Halltorps Hage er en helt særlig oplevelse (klik for stort). Foto: Lærke Øvlisen

Herefter besøger vi Ølands sydligste punkt; Ølands Södra Udde, og Sveriges ældste fuglestation Ottenby Fågelstation. Personale fra fuglestationen fortæller om arbejdet på fuglestationen, og der vil være mulighed for at se naturudstillingen og fyret Lange Jan på egen hånd.

Efter middag kører vi nordpå, til Stenåsa, hvor Naturbokhandlen, Sveriges Ornitologiska Forenings butik og hovedkontor, ligger. Her vil der være mulighed for at handle, især bøger er billigere end i DK pga. lav svensk moms på bøger, hvorimod priserne på optik ikke i alle tilfælde kan hamle op med DOFs/Naturbutikkens! Udvalget indenfor alle varegrupper er meget stort, hvilket i sig selv gør stedet et besøg værd. Og så kan man købe kaffe med nybagte kanelbullar!

Dagens sidste stop bliver Store Alvaret ved Möckelmossen. hvor der udover hedehøg og sortterne, vil være flere arter af blomstrende orkideer at beskue.

Lørdag. De morgenfriske starter dagen før morgenmaden med en tur i Ottenbylund. Efter morgenmaden kører vi nordpå, til Halltorps Haga, hvor der findes en bevoksning med tusindårige egetræer og en interessant flora og fauna.

Flueblomst - en af de sjældne orkideer vi får at se, Ismanstorp juni 2011 (klik for stort). Foto: Peter Lange

Senere på dagen besøger vi Ismantorps Borg, hvor der udover de kulturhistoriske levn, findes et kalkkær med mange orkidearter.

I løbet af dagen forsøger vi også at finde en af Ølands specialiteter; Høgesangeren, der stadig yngler ret talrigt på øen. Inden vi returnerer til vandrerhjemmet og aftensmaden besøger vi naturreservatet ved Bejershamn, hvor der er mulighed for en gåtur ud på strandengene.

Søndag: Efter morgenmaden pakker vi bussen og kører hjem. Måske bliver der tid til et sidste stop på Øland undervejs. Forventet hjemkomst i Århus omkring kl. 18.

Læs mere om turmålene:

Turledere: Peter Lange, Lars P. Johansson og Jens Bonde.

Pris: 2150 kr./person. Prisen incl. overnatning på vandrehjem (2 senges værelser), aftensmad torsdag, morgenmad, madpakke og aftensmad fredag og lørdag, samt morgenmad og madpakke søndag. Desuden incl. guidet rundvisning på Ottenby Fuglestation.

Tilmelding

Bemærk: Vi har fået nogle ekstra pladser! Tilmelding til Peter Lange på e-mail (se nedenfor), senest 15.maj.

Depositum 850.-

Betaling til DOFOJ netbank konto: Reg nr. 1551 konto 5510961 eller Giro konto nr. 5510961

Restbeløbet på 1300,00 kr. pr. person indbetales senest den 20. maj 2012 til samme konto. Husk at oplyse navn, tlfnr. og mailadresse på samtlige deltagere ved tilmelding!

Indbetaling af depositum gælder som gyldig tilmelding.

Deltagere modtager en tilmeldingsbekræftelse efter den 15. april 2012.
For denne stortur gælder DOF Østjyllands afbestillingsregler

Bemærk: man skal være medlem af DOF for at deltage på turen.

Spørgsmål om turen kan rettes til Peter Lange (klik for email) eller på tlf. 86950341.

Efter tilmeldingsfristens udløb modtager alle deltagere en deltagerliste, turprogram samt
informationer om påstigningssteder og afgangstider m.v.

Programmet er foreløbigt. Ret til ændringer forbeholdes.

Dette indlæg blev udgivet i Ture. Bogmærk permalinket.

Skriv en kommentar til siden

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>