Lille Vildmose – 9. november 2013

Høstemark-tårnet

Det ville være synd at sige, at vejrguderne var i det mest gavmilde hjørne denne dag. Der var overskyet, med en del regn hele dagen – dog med et par timers opklaring midt på dagen, hvor en smule blå himmel viste sig i en kort overgang. Men de 17 ornitologer, der var med, lod sig ikke gå på af vejret. Vi kiggede fra bussen, mens det regnede, og gik korte ture, når det holdt op.

Vi besøgte også flere forskellige fugletårne, hvor vi kunne stå i tørvejr for at studere efterårslandskabet: Tofte Skov Tårnet, Tofte Sø Tårnet, Lillesø (mere en platform end et tårn), og Høstemark Tårnet. Allerede inden vi nåede frem til Lille Vildmose, var der gevinst ved Hadsund og Mariager Fjord, hvor der var rødben (et par stykker), hvinand (måske 30) og lysbuget knortegås (287). Ved Tofte Skov var der stort set ingenting, bortset fra et par gråkrager og en enkelt sjagger . Men på markerne tæt på var der sædgås (måske 60?), mange sjaggere og vindrosler, viber, hjejler, stære og kvækerfinke.

Lige før Toftesø måtte vi standse for at nærstudere en stor rovfugl, der sad helt afslappet lige ved siden af grusvejen. Dagens første kongeørn – en ungfugl, som vi så flere gange i løbet af dagen. Der var en del fugle ved Toftesø: lille skallesluger (4-5), stor skallesluger (10), samt pibeand, krikand, troldand, knarand, canadagås, grågås, sjagger, vindrossel, kongeørn og sangsvane. Desuden var der en fin kronhjort her med stort gevir.

Vi besøgte derefter Lillesø, hvor der var de samme ænder plus masser af sjaggere og vindrosler. Herfra så vi også sandsynligvis den samme unge kongeørn, som før. Hegnsvej gav intet, og vejret var da også begyndt at blive rigtig træls nu. Vi stoppede ved Høstemark Tårnet, men der var småt med fugle her, og så var der generel stemning i bussen for at vende næsen hjemad. Gennem våde busruder sås dagens eneste blå kærhøg på Grønvej.

En stor tak til Birgitte for at arrangere turen, og til John for sin altid sikre kørsel og fantastiske morgenbrød!

Nick Wrigley

Fotos: Steen Larsen

Dette indlæg blev udgivet i Referater. Bogmærk permalinket.