Tur til Sdr. Jylland – lørdag d. 10. maj 2014

Ingen havde den fjerneste anelse om, at inden dagen var omme, ville begge turledere have fået pulsen op i det røde felt, fordi de hver især selv opdagede en ny art på denne DOF OJ tur, der gik til Sdr. Jylland.

Vi drog af sted fra Århus Lørdag morgen i en blanding af sol og skyer. Turlederne i form af Bjarne Golles og Peter Lange havde planlagt turens forløb og undervejs til Sønderjylland i gangsatte de dagens konkurrence. Højeste bud på hvor mange forskellige arter vi ville få at se, kom fra Peter Lange, der gættede på 99 forskellige arter.

Allerede inden ankomst til første lokalitet, som var Højer Sluse var vi oppe på 28 forskellige arter, her i blandt en Hedehøg, der gav en flot opvisning i flyvningens kunst. Ved Højer, mente et par af deltagerne, at de ganske kortvarigt hørte en Blåhals. De var dog ikke så sikre, at fuglen kom på artslisten. Straks efter den tvivlsomme Blåhals, havde ladet sig høre, så vi en Spurvehøg, der havde fanget et bytte. Det kunne måske have været Blåhalsen, der var havnet i Spurvehøgens kløer, men det lod sig ikke afgøre.

Turen gik også til Margrethe Kog og det var her begge turledere fik pulsen helt op og vi alle fik dagens fugleoplevelse. Følgende scenarier udspillede sig:

Bjarne står og kigger på en flok vadefugle i teleskopet og udbryder pludselig højt:
–    Hvad søren, er det for en fugl?
–    Er det en Mudder……, nej det er det da ikke…
–    Er det en Te….kan det være en Terek, ja jeg tror det er en Te…..
–    JA, det er en Terekklire! Det er jo fantastisk.
–    Kan i se den alle sammen, men det opadbøjede næb?

Næste senarie foregår ca. 10 minutter senere, da Peter står og kigger i teleskopet på en flok Bramgæs. Pludselig siger Peter:
–    Der er da noget der.
–    Lort, nu kom jeg til at skubbe til teleskopet.

Her siger Bjarne meget pædagogisk til Peter: Rolig Peter, hvis den er der, så finder vi den igen, nu kigger vi dem alle igennem fra en ende af.

Der søges og ledes og efter et splitsekund siger Peter glad:
–    Der er den, det er en Rødhalset Gås og der er 2 af dem.

De to turledere strålede om kap med os andre, og vi fik alle set de to rødhalsede gæs, der indimellem gemte sig godt i det høje græs. Udover Terekkliren og Rødhalset Gås, som de absolutte top-fugle, så vi bl.a. Sortklire, Rødben, Klyde, Stor Præstekrave, Islandsk Ryle, Sortterne samt årets første Mursejlere og Sivsanger ved Rickelsbüller Kog.

Således opløftet af disse oplevelser kørte vi videre til bl.a. Hasberger See, hvor vi så 4-5 Rørhøge, Atlingand, Sortterne samt hørte Rørdrum. Herefter fulgte gåture på digerne ved både Nørresø (bl.a. Tinksmed, Temmincksryle, Mudderklire og Sortterne) samt ved Magisterkogen hvor målet var Blåhals, men uden held. Et rørhøgepar der lavede bytteskift og en syngende havesanger var vist den største oplevelse her.

I Aventoft gjorde vi et kort pit stop ved Calles afløser ”Dan-discount”, så depoterne kunne blive fyldt op. Vejret var efterhånden blevet ret blæsende og regnen så faretruende nær ud, så vi påbegyndte turen nordpå og kørte lige en tur omkring Ballum Sluse, hvor vi udover en stor flok bramgæs bl.a. så. Nilgås og Krikand, også Sneum Digesø nåede vi mens regnen for alvor satte ind. Her så vi bl.a. Sorthovedet Måge og Skeand.

På turen hjemad blev artslisten gennemgået omhyggeligt – gengangere blev slettet og enkelte arter blev tilføjet. Efter uvildig fintælling endte vi på 99 forskellige arter – præcis det antal arter, som Peter tidligere på dagen havde forudsagt. De to turledere delte chokolade og ”en lille én” ud i bussen, pga. de 2 nye arter, de hver især selv havde fundet.

Tak til alle deltagere, for en hyggelig dag i godt selskab og på gensyn en anden god gang.

Nogle få billeder fra turen – klik på dem for en større version. Fotos gennem teleskopet:  Bjarne Golles – øvrige billeder: Steen Larsen

Dette indlæg blev udgivet i Referater. Bogmærk permalinket.