Rapport fra Gråkragetur til Stubbe Sø . 13. og 14. december 2017

Vi mødtes som planlagt ved Dagli´Brugsen i Tirstrup, hvor vi samledes i så få biler som muligt. Herfra kørte vi så i samlet flok ned til BogPeters Hytte på Fugleværnsfondens område ved Stubbe Sø.

Morgenkaffe.
Foto: Else Oltmann

Her havde Anthon Andersen og nogle stykker andre været så venlige at køre i forvejen, så der var tændt op i brændeovnen, og dermed dejligt lunt i hytten. Desuden var der lavet kaffe og sat kopper m.v. frem, så alt var klart til dagens første punkt på programmet, nemlig kaffe med rundstykker indkøbt i Tirstrup.

Fotoskjulet.
Foto: Else Oltmann

Efter morgenkaffen gik turen rundt på Fugleværnsfondens areal startende med besigtigelse af det ny fotoskjul, en tur ned gennem skoven og ud på engen, hvor en Havørn snart viste sig, om end lidt langt ude mød øst. På søen kunne vi se masser af Troldænder, taffelænder og Blishøns, og i det fjerne kunne nogle Lille Skallesluger ses ovre i østenden af søen, også en Fiskehejre, en Canadagås og nogle Grågæs blev det til.

På tilbagevejen til huset fik vi et glimt af et par Fuglekonger og nogle Bogfinker.

Vel tilbage i huset var det nu frokosttid, hvor vi indtog vores medbragte madpakker, og frisklavet kaffe. Anthon fortalte desuden lidt om Fugleværnsfonden og huset.

Efter frokost steg vi som planlagt atter i bilerne for at køre om til fugletårnet i østende af søen. Det var nu imidlertid begyndt at småregne med lidt slud iblandet, så sigtbarheden var ikke den bedste. Vi kom dog heldigvis noget tættere på de Små Skalleslugere og de mange Taffelænder og Troldænder, også selv om der virkelig var trængsel i fugletårnet til de mange deltagere.

Lille Skallesluger, han og hun, Gråænder, Taffeland og Troldænder.
Foto: Else Oltmann

Da alle havde fået set hvad de skulle sluttede vi turen her, og vejret var da nu også ved at være så dårligt at det var ved at blive svært at se ret meget.

Dagen efter, torsdag, gentog turen sig som nævnt med andre deltagere. Vejret var dog anderledes med slud og regn om formiddagen og lidt opklaring om eftermiddagen.

Insekthotellet.
Foto: Else Oltmann

Denne dag så vi også fotoskjulet, og gik gennem skoven ned til engen, hvor vi, som om onsdagen, også lige så lidt på stedets hotelvirksomhed i form af et insekthotel. På vej videre ned mod engen jagede vi en Skovsneppe op. Vi var ganske tæt på fuglen, og de fleste havde vist ikke tidligere set en Skovsneppe så tæt på. En god oplevelse.

Så kan de (fuglene) bare komme an.
Foto: Else Oltmann

Grundet det lidt dårlige vejr var det ikke det store vi kunne se på søen. Igen blev det dog til nogle Taffelænder, Troldænder og nogle Canadagæs.

Tilbage til hytten til frokost som om onsdagen, og igen om til fugletårnet derefter. Regnen og sluden havde desværre i mellemtiden gjort vejen noget våd og pløret, så det var lidt en udfordring at komme op til asfaltvejen. Det begyndte dog nu at klare en del op, og omme ved fugletårnet var det efterhånden fint sigtbart så vi kunne se alle de Små Skalleslugere ganske fint og se både hannerne og hunnerne. Der var desuden lidt bedre plads i fugletårnet, så alle kunne se og finde Skalleslugerne mellem de mange Taffelænder og Troldænder, og også en del Canadagæs lå på søen.

Pludselig lød et vældigt skrig ganske tæt på os, og alle studsede, hvad var det? Nåh, ja, det var jo selvfølgelig en Vandrikse der gav sit hyl af sig. Ingen så den, men efter lyden at dømme må den have været ganske tæt på tårnet.

Fugletårnet med Stubbe Sø.
Foto: Else Oltmann

Et par Skægmejser lod sig også se ganske kort i rørene ud for tårnet, og en enkelt så et hurtigt glimt af en Isfugl.

Det var nu igen blevet tid at vende hjemefter. Netop som vi var på vej tilbage ad stien kunne vi høre en flok Grågæs nærme sig, og vi nåede lige at skimte en meget stor flok komme flyvende for at lægge sig ud på søen.

Artslisten blev ikke så lang, men for de to dage noteredes følgende: Toppet Lappedykker, Skarv, Fiskehejre, Grågås, Canadagås, Gråand, Taffeland, Troldand, Lille Skallesluger, Havørn, Blishøne, Vandrikse (hørt), Skovsneppe, Isfugl, Fuglekonge, Halemejse, Blåmejse, Sortmejse, Sumpmejse, Musvit, Skægmejse, Spætmejse og Bogfinke.

BogPeters Hytte, set fra søsiden.
Foto: Else Oltmann

Dette indlæg blev udgivet i Gråkragerne. Bogmærk permalinket.

Et svar til Rapport fra Gråkragetur til Stubbe Sø . 13. og 14. december 2017

  1. Helle Sørensen skriver:

    Plus topmejsepar. Herlig tur trods slud.

Skriv en kommentar til siden

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *