Rapport fra Gråkragetur til Skanderborg d. 16. januar 2018

16 deltagere var kl. 10.00 mødt frem på arealet bag Skanderborg Festivalklub, hvorfra vi kunne betragte en flok Stillits i træerne oppe ved vejen inden turen gik ned til fugletårnet ved Skanderborg Sortesø, eller Svanesø, som den nu hedder.

Fiskehejrer
Foto: Flemming Larsen

Selvom der var en del fugle på søen var der kun få arter, en del hættemåger og ovre ved en ene bred stod 17 fiskehejrer på rad og række. Efter lidt tid lod en Vandrikse høre fra sig, og snart var den også at se i et kort glimt for de heldige, der se det rigtige sted hen på det rette tidspunkt.

Fra Svanesø gik vi ad stien om til Skanderborg Lillesø og det lille skjul ved søbredden. Her var der dog lidt flere arter, bl.a. lå der 16 Store Skalleslugere på søen sammen med et par Knopsvaner, en enkelt Troldand han, nogle Fiskehejrer, og de fire mest almindelige mågearter, Hættemåge, Stormmåge, Sølvmåge og Svartbag. Flest var Hættemågerne. På modsatte side var der en Grønbenet Rørhøne og nogle Gråænder.

Stor Skallesluger.
Foto: Flemming Larsen

Næste planlagte stop var Søbadet ovre ved Dyrehaven og Skanderborg Sø, men da der tæt ved Lillesø var et godt sted at indtage frokosten valgte vi dog først at spise denne, om end lidt tidligt. Heldigvis var der tage over stedet for vi fik nu lidt småregn. Frokosten blev dog også lidt forstyrret af en flok småfugle i nogle elletræer overfor, og ved nærmere eftersyn viste det sig at være en blandet flok af Gråsisken og Grønsisken.

Grønsiskener
Foto: Flemming Larsen

 

Efter frokosten delte vi os i to, et hold, som gik tilbage til bilerne for at køre over til Søbadet, og et hold, som valgte at gå derover.
Samlet igen ved Søbadet havde vi udsigt til en stor flok Blishøns, nogle Hvinænder og Troldænder, lidt Grågæs i den modsatte ende, og en Spætmejse lod sig høre. Fra Søbadet fulgte vi siden langs søbredden ned mod vandrehjemmet, hvor vi undervejs igen så lidt Gråsisken. Ved vandrehjemmet gjorde vi igen holdt og kunne nu se en flok på anslået 400 Blishøns på søen. Mens vi afsøgte træerne på modsatte bred for tegn på Havørn kunne vi igen høre en Vandrikse skrige. Havørnen lod dog vente på sig, men endelig blev den spottet siddende i et træ.

“Gråkragerne ventende på Havørn”
Foto: Flemming Larsen

 

 

 

 

og her er den så! Havørnen.
Foto: Flemming Larsen

Vi fortsatte derefter ned langs søen til vi nåede parkeringspladsen nede ved hovedvejen, som blev sidste stop på turen. Her delte vi os igen, så de der havde bilerne stående ved Festivalklubben gik tilbage gennem skoven, men vi andre gik op tilbage gennem dyrehaven til vores biler ved Søbadet.

Blishøns og hættemåger.
Foto: Flemming Larsen

Artslisten denne gang: Fiskehejre, Skarv, Knopsvane, Grågås, Gråand, Troldand, Hvinand, Stor Skallesluger, Havørn, Grønbenet Rørhøne, Blishøne, Vandrikse, Hættemåge, Stormmåge, Sølvmåge, Svartbag, Solsort, Blåmejse, Musvit, Spætmejse, Husskade, Allike, Råge, Gråkrage, Gråsisken, Grønsisken, Stillits og sikkert nogle flere.

Alle fotos er taget af Flemming Larsen, som også har lavet et galleri med flere fotos og en lille videosekvens, som kan ses HER.

Dette indlæg blev udgivet i Gråkragerne. Bogmærk permalinket.

Skriv en kommentar til siden

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *