Rapport fra Gråkragetur til Uldum Kær d. 11. april 2018

35 deltagere mødte op denne lidt kolde og blæsende formiddag. Da der nogle dage forinden var meldt Blåhals fra lokaliteten var første punkt at forsøge at finde den. Vi gik derfor målrettet efter det sted hvor den var set, men uden i første omgang at finde den. Det viste sig senere at vi faktisk var gået lidt for langt. Til gengæld fandt vi så en Dobbelt Bekkasin liggende langt ude på engen, medens en anden vimsede lidt rundt om den og i en lille sø nær ved lå en stor flok Krikænder.

Blåhals.
Foto: Flemming Larsen

Tilbage af stien blev Blåhalsen opdaget siddende syngende i en busk få 10-15 meter fra stien vi stod på. Heldigvis var fuglen ret samarbejdsvillig, og blev i umiddelbar nærhed indtil vist stort set alle havde fået den at se.

Blåhals.
Foto: Allan Bøgedal

Da den endelig forsvandt gik vi tilbage mod fugletårnet og frokosten. Fra fugletårnet var der udsigt til Spidsand, Knarand, nogle Pibeænder, flere Krikænder og Stor Skallesluger.

Krikænder.
Foto: Flemming Larsen

Spidsand.
Foto: Flemming Larsen

Efter maden var det blevet tid til en tur ud ad stien ned over Gudenåen. Det blev en lang spadseretur uden de helt store oplevelser, men Rørhøg blev det da til, og en Rød Glente kom også forbi.

Nogle arter blev det da til, men havde det været knapt så blæsende havde det sikkert givet lidt flere småfugle, ligesom en tur i maj nok kunne have givet flere vadefugle og sangfugle.

 

Denne gang fik jeg noteret følgende: Toppet Lappedykker, Fiskehejre, Knopsvane, Grågås, Gravand, Gråand, Krikand, Pibeand, Spidsand, Knarand, Stor Skallesluger, Rød Glente, Rørhøg, Musvåge, Tårnfalk, Fasan, Vibe, Dobbelt Bekkasin, Stormmåge, Hættemåge, Svartbag, Ringdue, Engpiber, Hvid Vipstjert, Gærdesmutte, Sydlig Blåhals, Gransanger, Råge, Gråkrage, Stær, Rørspurv.

Som sædvanlig har Flemming Larsen lavet et galleri med billeder fra turen.

Gråkrager i Uldum Kær.
Foto: Else Oltmann

Dette indlæg blev udgivet i Gråkragerne. Bogmærk permalinket.

Skriv en kommentar til siden

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *