Viden er magt! Hjælp os til mere viden!

Her drejer det sig dog ikke så meget om magt som indflydelse. Indflydelse på hvorledes Danmarks natur forvaltes.

Og hvordan så det?

Jo, gennem DOF punkttællinger får vi viden om hvordan vore mest almindelig fugle har det, og hvordan deres bestande har udviklet sig. Hvert år tæller en række frivillige medlemmer  af DOF alle fugle de ser på en række udvalgte punkter. Alle disse tællinger samles i en rapport, som giver en oversigt over hvorledes 126 arter af ynglefugle og 93 arter af vinterfugle har udviklet sig siden 1976.

Med denne viden har myndighederne, DOF og andre mulighed for at vurdere hvor der især kræves en indsats for at beskytte Danmarks fugle og deres levesteder.

Bliver det så brugt? Ja, når du hører om en aller anden art er gået frem eller tilbage er det næsten altid DOFs punkttællinger der ligger til grund for udtalelserne. Overvågningen indgår endda i en samarbejdsaftale mellem DOF og Miljøminsteriet, og de indgår desuden i et fælles europæisk overvågningsprogram.

Og hvor kan du så hjælpe?

Jo, du kan sagtens være med. Alt det behøver er 3-4 timer af din tid. Enten vinter eller sommer, eller allerhelst, på begge årstider. Desuden naturligvis et kendskab til fuglene, men her er kendskab til de almindelige arter tilstrækkeligt. Du behøver ikke være ekspert og kende de mere specielle arter eller kunne se hvor gamle mågerne eller rovfuglene er.

I vintersæsonen 2016/2017 talte vi i Østjylland på 37 ruter á 10-20 punkter, men vi kan sagtens bruge mange flere så tilmeld dig nu! Vintertællingerne skal foretages mellem 20. december og 20. januar, og 3-4 timer i den periode kan nok afsættes?

Se mere på DOFs hjemmeside om punkttællingerne, eller ring eller skriv til mig. Oplysninger om kontakt finder du HER

Jeg håber at høre fra dig.

Ole Jensen, lokalkoordinator for DOFs punkttællinger i Østjylland.

Dette indlæg blev udgivet i Projekter. Bogmærk permalinket.

Skriv en kommentar til siden

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *