Fugletårnet – adgangsforhold

Tårnet står på den nordlige side af jernbane­linjen ved Kolind Station.

Man kan køre ind til rastepladsen ved kano­udlejningen imellem jernbane­overskæringen og broen over Ryom Å. Bag rastepladsen går man til højre, hvor der er opstillet et skilt til fugletårnet. Herfra er der kun et par minutters gang (300m) på en grusvej langs jernbanelinjen til tårnet. (Der må ikke køres til fugletårnet).

Tårnet er overdækket og har åbninger til tre sider, således at der er en 180° udsigt over Kolindbro Enge.

Området set fra fugletårnet

Fra tårnet er der en fin udsigt over Kolindbro Enge samt den del af Ryom Å der slynger sig gennem området og fordeler sig i Sydkanalen og Nordkanalen omkring Kolindsund.

I perioder med megen regn bliver en del af engene oversvømmet. Om vinteren fouragerer flere hundrede sangsvaner og canadagæs i Kolindsund, og en del af dem raster på Kolindbro Enge. Andre vinter- og forårsgæster er gravand, gråand, krikand, troldand, taffeland og blishøne. Enkelte individer af lille lappedykker og skarv ses i kanalerne. Desuden er der om foråret mulighed for rastende viber og andre vadefugle samt mange spændende småfugle, der synger og yngler i området.

Tårnet giver gode muligheder for at iagttage rovfugle, der flyver over Kolindbro Enge.

KolindEngeTaarn Tårnet ved vintertide