Alling Å-dal (vest)

Fugletårnet – adgangsforhold

Man kan komme til tårnet ved at parkere på en P-plads på den nordlige side af Dyrehavevej, der forbinder Hvalløs med Clausholm. Fra P-pladsen går en natursti ned til ådalen mod nord. Efter ca. 200m finder man tårnet på højre hånd. Ved at fortsætte ad stien kommer man ned til Alling Å, hvor man finder et rekreativt areal med shelters, bålhytte og toilet.
GPS på P-pladsen: 56.381740, 10.149916

Området set fra fugletårnet

Tårnet er bygget i 2015 af Naturstyrelsen i forbindelse med et naturgenopretningsprojekt i Alling Å-dal.  Projektet omfattede bl.a. genslyngning af Alling Å, Skader Å og Årslevholm Bæk, reduceret grødskæring, afbrydelse af dræn og afpropning af grøfter, samt nedlæggelse af 3 pumpestationer og udjævning af diger langs åen.

Tårnet, der ikke er overdækket, har en fin udsigt mod nord over en stor del af ådalen. På venstre hånd findes et stort afgræssede overdrev, der har stor betydning for naturindholdet i denne del af ådalen.

Bortset fra rovfugleobservationer (havørn, rød glente, musvåge, tårnfalk og rørhøg) er der p.t. ikke tilstrækkelige observationer i DOF-basen til at give et fuldstændigt overblik over fuglelivet i området. Især efter naturgenopretningen må det dog forventes, at moserne og engene vil tiltrække en del forskellige fuglearter, f.eks. vibe, dobbeltbekkasin, ænder, nattergal og kærsanger. Hermed altså en opfordring til at besøge det nye tårn og indtaste observationerne i DOF-basen!

Udsigt fra tårnet vest for Clausholm

Tekst og billede: Joy Klein, 2016