Vi tæller vandstære i Østjylland igen i år!

Danmark besøges hver vinter af et antal vandstære, som kommer til os nordfra, hvorimod vi kun har ganske få ynglefugle.

En stor del af vintergæsterne opholder sig ved vandløbene i det østlige Jylland, og i DOF Sydøstjyllands område er de i flere år blevet optalt.
Sidste år var første gang vi talte vandstærene i DOF Østjyllands område, og det gentager vi i år. Vi opfordrer derfor alle, der har tid og lyst, til at gå ud for at finde vandstære i uge 6 eller 7 (1.-16. februar 2025).

Du finder fortrinsvis vandstæren ved mindre hurtigt strømmende vandløb, siddende på en sten eller andet, hvorfra den regelmæssigt dykker efter føde.
Alle observationer bedes tastet ind i DOFbasen med angivelse af lokalitet og tidspunkt. Angiv allerhelst den nøjagtige position på kortet i indtastningsmodulet i DOFbasen, da der sagtens kan være flere fugle indenfor den samme DOFbase-lokalitet.

Hvis der ingen vandstære er på lokaliteten, bedes du indtaste den med et nul i antal, så kan vi se at lokaliteten er undersøgt.

Eneste krav for at deltage er at du med sikkerhed kan kende en vandstær, men heldigvis er den svær at forveksle med andet.
Læs mere om vandstæren her: https://dofbasen.dk/danmarksfugle/art/10500 og se også gruppen Vandstære i Danmark på facebook: https://www.facebook.com/groups/236502466751477.